Den bedste måde at rejse rundt i Canada

Autocamper i Rocky Mountains
Autocamper i Rocky Mountains.

Der er mange måder at rejse rundt i Canada på, og hvad den bedste måde er, afhænger af, hvilken type tur der tiltaler dig mest. Afstandene er store og vejene er generelt gode, så Canada er et oplagt road trip land, et bilernes land med god plads på vejene og billig benzin. En af de mest populære rejsetyper er en kør-selv-ferie med autocamper, som giver friheden til at opleve landet i dit eget tempo. Der findes et veludbygget netværk af campingpladser, og med dit eget lille hus på hjul, er det nemt bare at tage det, som det kommer uden nødvendigvis at planlægge hele turen ned til mindste detalje. En anden mere økonomisk mulighed er at leje en bil og tage et telt med, hvis man ikke har noget imod lidt mindre komfort.

Hvis budgettet tillader det og man foretrækker en rigtig seng at sove i, er der naturligvis også masser af hoteller, og vil man opleve byerne er det uden tvivl den bedste overnatningsmulighed. I storbyerne er det oftest lettere at komme rundt med bus eller metro, med mindre du godt kan lide at få tiden til at gå med at lede efter parkeringspladser til bilen.

Uden for byerne anbefales det til gengæld ikke at satse på offentlige transportmidler. Der findes tog- og busforbindelser mellem de større byer, men dem skal du kun bruge, hvis du har meget god tid, for de er ineffektive, og der er ofte kun få afgange, og det er en forholdsvis dyr måde at rejse på. Vil du dække store afstande på kort tid, kan det også være oplagt at flyve, og der findes mange interne flyruter i Canada. Flybilletterne er dog ofte dyre, men i så stort et land, kan det alligevel være den bedste muglighed, og i de mere øde egne mod nord, hvor der ingen veje er mellem byerne, den eneste mulighed.

Canada er også et paradis for vandreture og andre friluftsaktiviteter, og selv om man ikke kan dække så store afstande på kort tid, er det en god måde at komme helt tæt på den vilde natur. Der er et stort netværk af stier og i vildmarken kan man mange steder slå lejr, hvor man har lyst, så længe man respekterer naturen og andre mennesker. Canada er endda hjemsted for verdens længste afmærkede vandrerute, The Great Trail, som med sine 24.000 km går gennem alle landets provinser og territorier. Er du til kanoture er det også en spændende måde at opleve Canada på. I sin tid, før der var veje, var kanoer den vigtigste transportform, og med de tusindvis af søer og floder er rig mulighed for alt lige fra dagsture til månedlange ekspeditioner med kano.

Drømmer du om vildmarksture, er Canada det helt rigtige sted at udleve den drøm, og nogle vil mene, at det er den bedste måde at opleve landet på. Men den rejseform som vil tiltale de fleste er nok kør-selv-ferien, men pas på ikke at tage munden for fuld når du planlægger din tur. Når man kigger på kortet kan de forskellige destinationer godt se ud til at ligge tæt på hinanden, men der er meget langt fra den ene ende af landet til den anden, og det er ikke realistisk at se det hele på én tur.